P4 / Auditiv kommunikation

Podcast: Alumnen på Maltfabrikken


Overvejer du at søge ind på Æstetik og Kultur, men ved du ikke helt, hvad uddannelsen indebærer? Eller hvad du kan bruge den til? – Så lyt med her. I denne podcast beskriver projektleder Vibeke Wang sin personlige rejse gennem og efter uddannelsen. Hun fortæller, hvordan hun oplever uddannelsens potentiale, og hvordan hun selv bruger den i sit arbejde på Maltfabrikken, som er den nye kulturinstitution i Ebeltoft.  

Interviewet bliver ledet af Emilie Gotthardt og Sara Poulsen.

Lyt til podcasten her: https://soundcloud.com/user-864826611/alumnen-pa-maltfabrikken/s-eBwJMEShM6n

P3 / Skriftlig kommunikation: pressemeddelelser

Del 2

Lisette

Pressemeddelelse

PÅSKEN ER MUSEERNES UGE
Danske Museer (ODM) har udnævnt påsken som Museernes uge. Et arrangement, som har til formål at skabe opmærksomhed for kulturarven i lokalsamfundet.I den forbindelse har Horsens museum valgt at relancere deres faste udstillinger. 

I Mussernes uge har Horsens Museum fokus på deres tre faste udstillinger, som er Vitus Bering, Horsens Sølv og Oldtidens Spor.  I påskeferien kan de opleves på ny. De tre udstillinger har en særlig betydning for lokalsamfundet samt dansk kulturarv.   

Fælles aktiviteter
I påskeferien er der rig mulighed for at samle hele familien og bruge tiden på fælles aktiviteter. Horsens Museum har en masse aktiviteter for hele familien. Museumschef Merete Bøge Pedersen udtaler således: 

”Mange familier bruger påsken på fælles aktiviteter, og i år har vi altså en decideret Museernes Uge med masser af aktiviteter over hele landet. På Horsens Museum har vi så valgt at skabe lidt mere opmærksomhed omkring vores tre permanente udstillinger, der byder på både historisk viden og indsigt i lokalsamfundet. Og der er noget at hente for både børn og voksne”

Det vil være muligt at tage hele familien med og få en viden om Horsens historie. En af udstillingerne byder på en historie om en masse sølvtøj fra Horsens. Udstillingen viser sølvtøj helt tilbage til 1636 og frem til 1900-tallets begyndelse. Den giver et indblik i hvad Horsens har betydet for sølvtøjets udvikling. Horsens har været en vigtig sølvby med sine mange sølvsmede som var kendt over hele landet. I påskeferien kan udstillingen opleves på en ny måde. Der vil være aktiviteter for hele familien, eksempelvis påskejagt og mulighed for at lave sin egen sølvmedalje. Adskillige aktiviteter tilbydes også ved de andre udstillinger.  


_____________________________________
For yderligere information kontakt
Lisette Kastbjerg
Kommunikationsansvarlig Horsens Museum
Tlf. 28 15 04 95 
E-mail: Sette95@hotmail.com

EMNEFELT: 
(PRESSEMEDDELELSE) Museerne indtager Påsken

Teaser til Facebook

Tage hele familien med på opdagelsesrejse på Horsens Museum! Det foregår i påskeferien, hvor i kan få historien om Vitus Bering, som var opdagelsesrejsende! I har også muligheden for selv at gå på opdagelse når påskejagten sættes igang!

(gerne link til hjemmeside)

Tweet

Vil du opleve Horsens egen opdagelsesrejsende? Og selv være en? Så tag’ familien med på Horsens museum i påsken! #museernesuge #oplevdinby #Horsenskulturarv

Emilie

Pressemeddelelse

Tag på opdagelse med Vitus Bering ved roret 

Påskeugen nærmer sig og det samme gør Museernes uge. Tag familien i hånden og kom ind og oplev den danske kulturarv på Horsens Museum. Kom helt tæt på den relancerede udstilling om den opdagelsesrejsende Vitus Bering samt udstillingen om den magiske sølvskat. 

I forbindelse med, at Danske Museer har udnævnt påskeugen til Museernes uge relancerer Horsens Museums sine permanente udstillinger Vitus Bering, Horsens sølv og oldtidens spor. Formålet er netop at styrke borgernes interesse for kulturarven i lokalsamfundet. På Horsens Museum inviteres folk i alle aldre til at gå på opdagelse i de relancerede udstillinger og til at slippe fantasien løs. 

Vitus Berings genskabte ansigt og Horsens smukke sølvkammer 
Påskeferien hænger uløseligt sammen med familieaktiviteter. Det er derfor en oplagt mulighed, at gå på opdagelse på Horsens museum og blive klogere på de relancerede udstillinger. Tag med på eventyr i Vitus Bering udstillingen – oplev rekonstruktionen af hans grav og se resultatet af hans genskabte ansigt. Eller dyk ned i museets skatkammer og se det glitrende gammelt sølvtøj fra det gamle Horsens. 

For museumschef, Merete Bøge Pedersen, er det vigtigt at udstillingerne er tilsigtet hele familien, og at aktiviteter skal opleves sammen:  

”Mange familier bruger påsken på fælles aktiviteter, og i år har vi altså en decideret MuseernesUge med masser af aktiviteter over hele landet. På Horsens Museum har vi så valgt at skabe lidtmere opmærksomhed omkring vores fire permanente udstillinger, der byder på både historiskviden og indsigt i lokalsamfundet. Og der er noget at hente for både børn og voksne.”

Med relanceringen af de permanente udstillinger håber Horsens Museum dermed på, at kunne øge interessen for den lokale kulturarv, samt være med til at give de besøgende nogle begivenhedsrige dage i påskeferien.   

For yderligere information kontakt venligst 
Kommunikationsmedarbejder,  
Emilie Gotthardt
Tlf: 28300085
Email: emilie.gotthardt@gmail.com

Billedtekst
På Horsens museum kan du tage med på opdagelse i Vitus Bering udstillingen. Rejs med til Amerika, og oplev desuden rekonstruktionen af hans grav og hans genskabte ansigt.

Teaser til Facebook

Tag på opdagelse i den danske kulturarv på Horsens Museum

Påskeferien nærmer sig, og hvorfor ikke tage familien i hånden og tag med på opdagelsesrejse med Vitus Bering, eller dyk ned i museets skatkammer?  

På Horsens Museum relancerer vi tre faste udstillinger i forbindelse med Museernes Uge: Vitus Bering, Horsens sølv og oldtidens spor. Bliv derfor klogere på dit lokalsamfunds kulturarv!

Link: http://www.horsensmuseum.dk/

Tweet

Tag med på eventyr på Horsens Museum og bliv klogere på den opdagelsesrejsende Vitus Bering! 

#museernesuge #kulturarv #lokalsamfund

Trine

Pressemeddelelse

Påskeaktiviteter på Horsens Museum

Organisationen Danske Museer har i år udnævnt påskeugen til Museernes Uge,og i den forbindelse inviterer Horsens Museum alle interesserede familier med på opdagelse i byens historie og kulturarv, når vi i påskedagene relancerer museets permanente udstillinger.  
Påske rimer på fordybelse og samvær med familien, og i år tilbyder Horsens Museum at danne rum for begge dele igennem relanceringen af udstillingerne: Vitus Bering, Horsens Sølv, Oldtidens Spor og Middelalderen i Horsens. Udstillingerne fortæller på hver sin måde historien om Horsens, og byder på formidling til børn såvel som voksne.
Museumschef Merethe Bøgh Pedersen udtaler: ”Mange familier bruger påsken på fælles aktiviteter, og i år har vi altså en decideret Museernes Uge med masser af aktiviteter over hele landet. På Horsens Museum har vi så valgt at skabe lidt mere opmærksomhed omkring vores fire permanente udstillinger, der byder på både historisk viden og indsigt i lokalsamfundet. Og der er noget at hente for både børn og voksne.”

Relanceringen sker i forbindelse med Organisationen Danske Museers tilbagevendende arrangement Museernes Uge, som i år sætter lokalsamfundet i fokus. På Horsens Museum håber vi, at arrangementet kan skærpe borgernes interesse for den lokale kulturarv og at det vil vise byens borgere, hvor meget museet har at byde på. 

Billedtekst: På Horsens Museum kan du i påskeferien tage med på Vitus Berings opdagelsesrejse igennem Asien, America og Alaska eller selv udforske fortidsminder igennem GPS-skattejagten.  

Billedmateriale kan findes via horsensmuseum.dk/presse og ved yderligere interesse er du velkommen til at kontakte Trine Kinch på tlf. 25602527 eller pr. mail: Trinekinch@horsensmuseum.dk

Teaser til Facebook

Hvor meget ved du egentligt om Horsens?

Hvad er Horsenssølv?
Hvordan ender en romersk kejsermedaljon i Horsens? 
Hvem er ‘Ruslands Colombus’ – og hvad har han med Horsens at gøre?

I Påskeferien inviterer Horsens Museum alle nysgerrige familier med på opdagelse i byens historie og kulturarv, når vi i påskedagene relancerer museets fire permanente udstillinger.  

(link til begivenhed)

Tweet

Tag din familie med på spændende opdagelser i lokalsamfundets historie, når Horsens Museum  i påskeferien relancerer de permanente udstillinger. 
#påskeferie #familieaktiviteter
#Horsens

Sara

Pressemeddelelse

Museernes Uge på Horsens Museum
Dyk ned i den danske kulturarv når Horsens Museum relancerer fire permanente udstillinger i forbindelse med Museernes Uge i påsken. 

Fokus på kulturarven i lokalsamfundet
I forbindelse med påskeugen, der i 2020 er udnævnt til Museernes Uge af Danske Museer (ODM), sætter Horsens Museum fokus på fire faste udstillinger. De fire udstillinger giver hver især de besøgende et nuanceret indblik i historie og kultur fra lokalsamfundet. Museet sætter blandt andet fokus på udstillingen om den opdagelsesrejsende Vitus Bering, der i 1728 fandt ud af, at Asien og Amerika er adskilte kontinenter. Vitus Bering blev født i Horsens i 1681, og udstillingen om den berømte Bering på Horsens Museum formår gennem ord og billeder at fremstille den spændende fortælling om en af verdens store opdagelsesrejsende. Udover fortælling om Vitus Bering, kaster de permanente udstillinger på Horsens Museum også lys på forhistorien fra Horsens og omegn, blandt andet gennem museets mange arkæologiske udgravninger.

Påskeaktivitet for hele familien
I påsken byder Horsens Museum hele familien velkommen. Med relanceringen af de permanente udstillinger i påsken 2020 sætter Horsens Museum fokus på borgernes interesse for kulturarven i lokalsamfundet, og begivenhedens formål er at tiltrække både børn og voksne. Museumschef, Merete Bøge Pedersen, udtaler følgende: ”Mange familier bruger påsken på fælles aktiviteter, og i år har vi altså en decideret Museernes Uge med masser af aktiviteter over hele landet. På Horsens Museum har vi så valgt at skabe lidt mere opmærksomhed omkring vores fire permanente udstillinger, der byder på både historisk viden og indsigt i lokalsamfundet. Og der er noget at hente for både børn og voksne.”

_____ 
For yderligere information kontakt venligst: 
Horsens Museum
Sara Poulsen
sara.poulsen@hotmail.com
Tlf.: 21451311
_____ 

Tekst i e-mailens emnefelt: Museernes Uge i påsken 2020: fokus på permanente udstillinger på Horsens Museum 

Teaser til Facebook

Museernes uge på Horsens Museum
Bliv fanget af fortællingen om den verdensberømte opdagelsesrejsende Vitus Bering, der stammer fra Horsens, eller find din indre arkæolog frem når du og hele familien går på opdagelse i Oldtidens Spor. De permanente udstillinger på Horsens Museum har noget for enhver, der er nysgerrig på kulturarven og lokalsamfundet. Besøg os i påsken 2020, hvor Horsens Museum relancerer de permanente udstillinger til gavn og glæde for byens borgere!

Tweet

Dyk ned i din lokale kulturarv når Horsens Museum relancerer fire permanente udstillinger i forbindelse med Museernes Uge i påsken! #MuseernesUge #HorsensMuseum #Påsken2020

Andrea

Pressemeddelelse

Horsens Museum åbner udstillinger for at sætte fokus på byens historie

Horsens Museum inviterer i anledning af Museernes Uge i påskeugen 2020 til en relancering af de tre permanente udstillinger. Der inviteres til en uge med mulighed for fordybelse og samvær, når Horsens Museum åbner op for udstillingerne på ny. Museet ønsker med genåbningen at fremme interessen for den lokale historie og at sætte fokus på det lokale perspektiv i den danske historie. 

Formålet med projektet er at sætte yderligere fokus på, hvad lokalsamfundet kan bidrage med. Horsens Museum har i den henseende valgt at relancere de tre permanente udstillinger på museet; Vitus Bering, Horsens Sølv og Oldtidens Spor. Alle tre udstillinger rummer muligheden for fordybelse i den lokale kulturarv og fortæller på hver sin måde historien om Horsens by. I udstillingerne kan man blandt andet opdage og opleve forhistorien gennem arkæologiske fund, og man kan følge med på opdagelsesrejser rundt i verden. Der er i det hele taget plads til forundring og fordybelse over historien om Horsens og omegn. I forbindelse med projektet og museets rolle udtaler museumschef Merete Bøge Pedersen således: ”Mange familier bruger påsken på fælles aktiviteter, og i år har vi altså en decideret Museernes Uge med masser af aktiviteter over hele landet. På Horsens Museum har vi så valgt at skabe lidt mere opmærksomhed omkring vores fire permanente udstillinger, der byder på både historisk viden og indsigt i lokalsamfundet. Og der er noget at hente for både børn og voksne.” 

Det er i samarbejde med Organisationen Danske Museer (ODM), at der i påskeugen i år sættes fokus på lokalsamfundenes historie rundt i landet. Udover en interesse i at formidle lokalhistorien ønsker Horsens Museum ligeledes, at dette projekt bidrager til en øget interesse for museets potentiale generelt.  
_________________________________ 
Ved kommentarer, spørgsmål eller lignende kontakt da pressemedarbejder ved Horsens Museum, Andrea Maagaard  
tlf. 22390095 
e- mail andreamaagaard@hotmail.com
________________________________

Tekst i emnefelt:
Museernes Uge i påsken 2020 – opdag din lokale kultur på Horsens Museum

Teaser til Facebook

Kender du din lokale historie?
Tag på Horsens Museum og bliv klogere på din lokale historie i påsken. Vi omfavner det lokale  ved at genåbne tre af udstillingerne, og vi inviterer dig og din familie indenfor til en genopdagelse af lokalsamfundets hemmeligheder. Tag hele familien med til en lærerig og spændende tur ned i historien! 

(Link til begivenhed + @OrganisationenDanskeMuseer + http://www.horsensmuseum.dk)

Tweet

Opdag din lokale kulturarv på Horsens Museum i hele påsken. Vi inviterer dig og dine med til en lærerig og spændende tur ned i historien! 
#museernesuge
#horsensmuseum
#lokalkulturarv
@OrganisationenDanskeMuseer

P3 / Skriftlig kommunikation: objekttekster

Del 1

Skriveøvelse #1 om visuelle objekter

Lisette

Tavlelineal

Et gammelt minde fra folkeskolen, som blev efterladt på et loppemarked. En tavlelineal stod og samlede støv. Nu har den fået et nyt liv og bliver ikke anvendt til undervisning, men er blevet til en pyntegenstand. Dens røde farve giver nu liv til en ellers kedelig væg, mens den vækker minder fra undervisning helt tilbage i folkeskolen. Tavlelinealen er blevet anvendt i et klasselokale. Når matematiklæreren skulle måle på tavlen, kunne den ses af de bagerste elever. Den fik alle øje på. Den fungerede i sin tid som et læringsmiddel, men tiderne er skiftet. Der er ikke længere behov for den. Den er blevet erstattet af teknologi. Smart-boards har overtaget og linealen vidner nu om en tid før teknologien. 

Emilie

STOFF Nagel
Tre fingerhuller i sneen (1965) 

I et snefyldt solrigt alpelandskab ser Nagelstagen dagens lys for første gang uden at vide, at den snart skal flytte ind i folks stuer. Den kunstinteresserede Hans Nagel er på skiferie, falder baglæns og kommer til at sætte tre fingerhuller i sneen, og dermed opstår idéen. En idé som snart forvandles til et verdenskendt stilrent designikon verden over. Efter fingrenes berøring med sneen mødes Hans Nagel med kunstneren Werner Stoff, og en række nagelstager bliver til virkelighed; modulære og stabelbare, som kan kombineres præcis, som man har lyst til. Efter mange år i dvale er nagelstagen blevet relanceret og ses igen i mange hjem.     

“Så her står jeg så med fire slanke ben i krom med huller foroven, så lille og nem at overse, men med en skarphed som beriger mange hjem.”  

Trine

Calamondino Citrus Mitis
Citrustræ
Plantorama 2000
(2019)

Citrustræ langt hjemmefra. 
Sat i potte i et land hvor kun få kender dit smukke navn Calamondino Citrus Mitis. Calamondino Citrus Mitis eller på dansk: Miniappelsin. Du smiler og strækker dig mod solen, som du kender fra dit hjemland, fra Nigeria. 
Hvide velduftende blomster og to små runde frugter én grøn og én orange gemmer sig i din grønne manke. Frugterne har du skabt som pynt til dig selv og til dine omgivelser. 
Du er beskeden og kræver ikke  andet end blot at kunne se solen og så en smule vand. 

Men skulle nogen stjæle dine frugter, så vil de få din bitterhed at smage.

Sara

Kasse-fjernsynet
Model: Beovision MX 3500
Producent: B&O
(1990-92)

I øverste højre hjørne lyser en rød prik, når fjernsynet er sat i stikkontakten. Tænder man på den tilhørende remote, skifter den røde farve til grøn. Samtidig lyder en lav summen eller måske nærmere en skratten, akkompagneret af en velkendt pibelyd. Hertil toner et utal af hvide, sorte og grå prikker – white noise – frem på skærmen. Man husker måske de flimrende prikker i gråtoner, eller genkalder sig den nostalgiske ‘test screen’, når der intet signal var på familiens fælles antenne-TV. De gamle TV-billeder er et levn fra fortiden; fra dengang, hvor det ikke var usædvanligt for fjernsyn at rage 40 centimeter ud i rummet og tage langt mere plads end nødvendigt. Nu er der ikke længere plads til kasse-fjernsynet, tungt og stationært. Det er blevet klemt sammen og strakt ud; nu er skærmen stor og flad og – måske vigtigst af alt – bærbar.

Andrea

Tåspidssko 
Model 2007
Anvendt år 2015

Tåspidsskoen er et hemmelighedsfuldt arbejdsredskab. For eventyret om ballerinaens elegance er i virkeligheden en historie om krig. Det er fortællingen om et lyserødt ydre, men som blot er en indpakning til det faktiske blodige indre. Men tåspidsskoens levetid er ligeledes en tragisk fortælling. Efter en aften på scenen, hvor den har ageret som en forlængende protese til ballerinaens ben, er den ubrugelig og må kasseres til fordel for en anden. Relationen mellem ben og sko er derfor et ambivalent og kort forhold, der indebærer gensidig kærlighed og had. Ballerinaen ofrer sin krop. Tåspidsskoen ofrer sit liv. Men tragedien fortæller et eventyr. Denne sko er efterladt og pensioneret. Udenpå er den brugt men fortsat skinnende og holder på en hemmelighed. Indeni har den spor af tortur. 

Skriveøvelse #2 om auditive objekter

Lisette

Intromusik til DRs dramaserie – Rejseholdet 
Jacob Groth
2000
https://www.youtube.com/watch?v=CBc8Pq3Ds2s
Lyden af et brag. Det skratter i det fjerne. Det starter stille og roligt, men farten tager over. En sirene lyd i takt med musikken. Endnu en sag er på vej. Endnu et drab skal opklares og Rejseholdet er parat. Der sker et skift i musikkens tempo og en kvindestemme kommer frem fra det fjerne, mens tempoet bliver en anelse langsommere. Stemmen er svag og en mystik spreder sig. Tempoet bliver hurtigere igen og kvindestemmen forsvinder. Endnu et skift. Den sidste klingen i musikken og Rejseholdet opklarer sagen. 

Emilie

Loungestolen
https://padlet-uploads.storage.googleapis.com/466001541/517f1af3530b70637d61a1e61835ad3a/loungestolen.aac
Du skal nu høre en lydoptagelse af, hvordan der i et rum i et barndomshjem næsten hver aften fremkommer to bestemte lyde; Målrettede blide skridt der langsomt nærmer sig loungestolen, som er smart af udseende, men lyden helt specielt når man sætter sig i den. Skridtene lyder hult, og det er svært at definerer, hvilken slags sko der er tale om – høje hæle eller kondisko? laksko eller sandaler? Lyden af skridt forsvinder langsomt og erstattes af en knirkende sprød lyd af bøjelige flet, som gennemtrænger rummet. Man har sat sig til rette omsluttet af peddigrør.  

Trine

Ventilatoren på mit badeværelse
https://padlet-uploads.storage.googleapis.com/489447145/6ae7a9c8503bd30bc92ffcf4aa315790/Ventilator.m4a
En hul blæsen. En kold, insisterende og konstant brummen. Den kommer listende; måske bemærker du den ikke til at starte med, men snart dominerer den hele lydbilledet. En stille larm. Den kryber koldt ned langs din nakke og ud langs dine arme. Den sætter sig fast på dine fingerspidser, hvorfra du ikke er i stand til at ryste den af dig. Uendelighed. Og så alligevel; med bare ét tørt klik opstår den altomsluttende stilhed. Skuldre som sænker sig, øre som slapper af og panderynker som langsomt glatter sig ud igen. Alt sammen før en ny person atter tænder lyset til badeværelset og ventilatorens kolde røst igen overtager. 

Sara

Radiatorlyd
https://www.youtube.com/watch?v=MbqansRxZio
Den konstante summen er dæmpet og diskret, men alligevel så insisterende, at man af og til ikke kan lade være med at fokusere på den. Særligt når den svage summen stiger i lydniveau og intensitet. Det varme vand pumper afsted i rørene. Frekvensen er højere og kalder hermed på opmærksomhed. Ja, det er nærmest som om, den forsøger at gøre opmærksom på sig selv: den ellers ofte oversete radiator. Selvom den nu er en tand højere, glider lyden af vand i radiator-rør dog snart i baggrunden igen, og blander sig med de andre baggrundslyde, som høresansen har opgivet at tage sig af. 

Andrea

Følelsesmennesket
https://padlet-uploads.storage.googleapis.com/466005228/b7a10dbbd8a83af90ab30310524d07ef/F_lelsesmennesket.m4a
Stemmerne fortæller om en særlig personlighed. Om alderdommens refleksioner over følelseslivet. Om kærlighedens følelser i overflod. Og om at leve i sin egen følelsesverden. Man kan høre, hvordan stemmen bliver bevæget, når følelserne for et andet menneske beskrives. For tanken om at udtrykke sine følelser er i sig selv en følelsesladet affære for et følelsesmenneske. Stemmerne blandes med hinanden, fuglekvidder og kaffekopper. De fortæller på samme tid, men de er enige om det meste. Der er alderdom på stemmebåndene. Stemmerne fortæller, som de altid har fortalt.  De er mine bedsteforældre, der forsøger at fortælle mig, at livet egentlig er ligetil; for hvad er der at være ked af?

P2 / Kulturformidling

Formidlingsprojektet Den Uvidende Omviser 

Formidlingsprojektet Den Uvidende Omviser knytter sig til kunstudstillingen Den Uvidende Lærer, som kan opleves på Kunsthal Aarhus fra 21/8-1/11 2020. Rancière præsenterer idéen om den uvidende lærer, og hvordan dette kan resultere i en selvstændig og selvtænkende læring. Der er tale om en læring, hvor den autoritære og forklarende læringsmetode er byttet ud med en ligeværdig form, hvor Rancière arbejder ud fra den præmis, at alle er lige intelligente og har lige muligheder for forståelse. Denne idé viderefører vi i vores formidlingsprojekt Den Uvidende Omviser, da der ikke opstår et hierarki mellem omviser og de besøgende. På den måde skabes der en umiddelbar refleksion over udstillingens værker. I tæt kontakt med kunstneren og de forskellige samfundsgrupper, som bliver valgt til udstillingen, vil omviseren blive til ud fra de erhverv, som samfundsgrupperne repræsenterer; en bankmand, håndværker, pædagog eller lignende. Under projektets afvikling vil omviseren guide en gruppe på seks nye studerende fra Aarhus Universitet rundt i udstillingen, uden at hverken omviseren eller de studerende er bekendt med den. For at hjælpe den uvidende omviser på vej udstyres vedkommende med inspirationskort. Kortenes funktion er at starte en samtale om kunsten mellem omviseren og gruppen. Omviserens rolle er at facilitere samtalen med udgangspunkt i de umiddelbare indtryk og reaktioner, som opstår undervejs, og på den måde er de studerende og omviseren på lige fod. Der opstår derfor en tydelig sammenkobling mellem selve kunstudstillingens udgangspunkt og formidlingsprojektet. I forhold til projektets budget skal vi bruge 3000 kr. til gavekurve som betaling til omviserne. Det kan enten være fra Kunsthallens eget budget eller sponsorater fra butikker i Aarhus. Målgruppen for de besøgende er de nye ARTS-universitetsstuderende på AU. Vi vil tage udgangspunkt i alle studieretninger på ARTS, da vi mener, at udstillingen og projektet ikke kun henvender sig til kunstinteresseret studier såsom Æstetik og Kultur og Kunsthistorie.  Ved at have en uvidende omviser får de nye studerende et indblik i værdien af at tænke selv uden en autoritær figur, der står og forklarer. Dog kan projektet ligeledes henvende sig til andre målgrupper end studerende. Projektet videreformidler hermed Rancières idé om lighed og læring.

Metarefleksion

Vores formidlingsprojekt blev godt modtaget, idet vores projekt netop tager udgangspunkt i Rancières tekst om den uvidende lærer – her som den uvidende omviser. Vores projekt ville være et godt og spændende eksperiment, som kunne sætte hele den gængse forståelse af en omvisning lidt på spidsen. Men selve projektets udfald ville være uvist i processen og først vise sig i en reel udførsel af projektet. I forhold til projektets udfordringer ses den største i forhold til at skaffe villige omvisere. Her vil den optimale strategi være at benytte vores eget netværk, da man derigennem har mulighed for en mere personlig kontakt og ‘overtalelse’. I forhold til vores målgruppe (de nye universitetsstuderende) kunne projektet sagtens henvende sig til alle og ikke kun til denne specifikke målgruppe. Derudover kunne det også være en idé at andre grupper såsom en familie eller studiegruppe kunne benytte sig af de hjælpende inspirationskort, og selv gå rundt og tale om kunstudstillingen. På den måde vil Rancières idé om lighed blive brugt i et større perspektiv, som også kunne inspirere til formidling af andre udstillinger.

P1 / Mundtlig kommunikation

Pitch af Naturhistorisk Museum

Den 4/2 besøgte vi Naturhistorisk Museum, som er den kulturinstitution, vi har valgt at pitche. Vi så museets faste udstillinger samt den aktuelle udstilling Vores Verden af Shane Brox.

Dagen efter talte vi med museets vicedirektør Henrik Sell, som fortalte os en masse om hvordan museet fungerer i øjeblikket og hvad fremtiden byder på for Naturhistorisk Museum.

Pitch

Naturhistorisk Museum

Forestil Jer et forsamlingshus for biodiversitet, grøn omstilling og bæredygtig udvikling med mennesker og natur i centrum. Et mødested med plads til fordybelse og læring, men også et levende sted, som kan danne grobund for fællesskab og nærvær. Et museum, som forbinder Aarhus med verden, fortiden med fremtiden og naturvidenskabernes nye muligheder med det enkelte menneskes liv og samfundets udfordringer. Alt dét kan Naturhistorisk Museum tilbyde i 2026 med det nye moderne og ikoniske Nature and Science Museum. Men kun hvis Naturhistorisk Museum fortsat modtager støtte, kan vi udvide og blive et internationalt anerkendt museum.

Præsentation af Naturhistorisk Museum
Naturhistorisk Museum har til formål at fremme natur- og naturvidenskabelig forståelse ved at skabe fascination, dannelse og refleksion. Museets mission:

  • Sikre natur og den danske naturarv
  • Grønne projekter udenfor museet
  • Digitaliserede formidlingsprojekter

Naturhistorisk Museum er med til at danne borgerne
“Det er vigtigt med naturvidenskab, fordi vores velfærd, tryghed og ønsker om et godt liv i stigende grad afhænger af, at vi bliver dygtigere til at forstå verden og agere i verden på lidt andre måder, end vi er vant til.”

  • Fokus på aktiviteter for børn og unge
  • Styrke børn og unges naturforståelse og interesse for naturvidenskabelige uddannelser

Naturhistorisk Museum skaber samspil mellem natur og kultur
Ifølge en undersøgelse af hvad der især gør Aarhus en god by for borgerne er svaret kultur og natur, og Naturhistorisk Museum er netop en kombination af de to.

  • Klima og bæredygtighed
  • Øget fokus på natur → nye udstillinger

Naturhistorisk Museum i nye rammer
I forbindelse med den øgede interesse indenfor natur er Naturhistorisk Museum ved at sprænge rammerne med den nuværende placering. Museets potentiale kan realiseres med en ny placering på Navitas ved Aarhus Ø.

  • Fremtidsudsigter
  • Fremme Aarhus som museumsby

Opsummering – et ikonisk museum
Naturhistorisk museum udgør en vigtig rolle i det århusianske kulturliv, fordi det som det eneste museum i byen sætter naturen og naturvidenskaben i centrum. Med en reducering i kulturstøtten vil Naturhistorisk Museum ikke være i stand til at udnytte det fulde potentiale samt imødekomme den stigende interesse for netop naturen.

Metarefleksion og PowerPoint

Vores pitch blev modtaget rigtig fint af både holdet, Trine og Kasper med særlig ros til vores kobling mellem kultur og natur – herunder hvorfor naturen er en del af kulturlivet. Derudover virkede det generelt til, at den overordnede struktur og sammenhæng i vores præsentation fungerede godt. Vores medstuderende virkede interesserede og var gode til at stille spørgsmål, hvilket må vidne om, at de lyttede med på oplægget. Vi blev primært hørt i spørgsmål angående økonomi, hvilket vi retroperspektivt kunne have behandlet med større fokus i pitchen, eftersom casen omhandlede økonomisk støtte. Dette punkt kunne med fordel have været meget mere specifikt med konkrete tal. I forlængelse heraf kunne opsummeringen godt have bibeholdt et fokus på, hvorfor lige netop Aarhus kommune fortsat skal støtte op om Naturhistorisk Museum, og hvorfor det ikke kun er et statsligt anliggende. Ydermere ville det have været relevant at være mere specifik omkring, hvilke gæster der generelt besøger museet, samt hvilken målgruppe man forventet på sigt kunne tiltrække i de nye rammer.

Flytningen af museet og det klimaaftryk en sådan process vil lave, blev også stillet for skud; dette fordi vi i pitchen flere gange brugte museets rolle i at skabe klimabevidsthed blandt borgere som argument for museets eksistensberettigelse. Til fremtidigt arbejde ville det eventuelt være en god idé at gennemgå vores argumentation og sikre os, at argumenterne ikke modsiger hinanden. Vi så i nogle af de andre gruppers oplæg, at humor havde en god formidlingsværdi og i fremtidigt arbejde kunne det også være interessant at prøve at benytte sig af humor eller andre “overraskende”  formidlingsværktøjer, som kan skærpe lytterens opmærksomhed.